Flyforsinkelse eller mistet bagage? Sådan skal du gøre efter rejsen
Selvom alt er planlagt og klar til den perfekte ferie sker der til tider uforudsete ting, som du ikke selv har indflydelse på. Vi klæder dig i denne artikel på til, hvordan du skal forholde dig, hvis du har oplevet flyforsinkelse eller mistet bagage eller andre uheldige omstændigheder.
Hvad kan du gøre, hvis noget er gået galt på rejsen?
Der er intet som at være ude at rejse, og alle dine forventninger bliver indfriet. En masse oplevelser og tid til afslapning. Der er intet, der kan ødelægge ferieidyllen, som hvis noget går galt. Det kan være, at du mister dine ejendele. Men det kan sågar også være, du slet ikke kommer afsted, fordi dit fly er aflyst. Det kan også ske, at du åbner op til et hotelværelse, der ikke lever op til det, de lovede. Flertallet af rejser går smertefrit, men der er en reel risiko for, at eller andet går galt. Men hvordan skal du håndtere sådanne situationer, og hvordan er du stillet?
Dine rettigheder ved forsinkelser på eller aflysninger af flyrejser
Som EU-borger og som flyrejsende indenfor EU har du grundlæggende sikret dig nogle rettigheder i tilfælde af flyaflysninger- og forsinkelser, eller hvis du afvises i forbindelse med boarding. Dine rettigheder omfatter typisk et måltid i ventetiden, eller et tilbud om et alternativ til din bookede flyrejse. I nogle tilfælde kan du også opnå kompensation for dine tabte penge. Vil du klage, skal du som det første anke hos rejsebureauet, hvis dine flybilletter er købt herigennem. Har du selv booket billetter, skal du afgive din klage direkte til flyselskabet. Husk altid at klage skriftligt via mail. Klager du pr. telefon er det nærmest umuligt at dokumentere din klage. Hvis dit fly er forsinket, gælder følgende regler:
- Ved flyrejser på 1.500 kilometer eller mindre, skal forsinkelsen være mindst to timer.
- Ved flyrejser indenfor EU på over 1.500 kilometer eller øvrige rejser op til 3.500 kilometer (inklusiv rejser udenfor EU), skal flyet være forsinket i mindst tre timer.
- Ved alle øvrige flyrejser, skal forsinkelsen være mere end fire timer.
- Er dit fly forsinket i over fem timer, har du ret til at aflyse dit fly og få økonomisk kompensation.
Lever forsinkelsen på din rejse op til ovenstående betingelser, omfatter dine rettigheder følgende:
- Et rimeligt antal måltider, i forhold til hvor længe du skal vente.
- Skal du overnatte, får du hotelophold inklusive transport.
Hvis dit fly bliver aflyst, har du følgende rettigheder:
- Du kan selv bestemme, om du vil have omlagt rejsen eller have pengene for din flybillet tilbage.
- Vælger du at omlægge rejsen, kan du få dækket overnatning samt transport til hotellet og tilbage til lufthavnen
- Du får måltider dækket.
Hvis din rejsearrangør aflyser flyrejsen
Måske har du ladet en rejsearrangør stå for planlægningen af din charterferie eller backpacker-rejse? I så fald er det også rejsearrangøren, der har stået for at bestille de rette flybilletter for at få din rejse til at går op i en højere enhed. Dog kan det ske, at rejsearrangøren aflyser din flyrejse. I så fald er der en række rettigheder, du skal forholde dig til.
- Først og fremmest skal du henvende dig skriftligt – helst per mail – til både den pågældende rejsearrangør og flyselskabet. Ved din henvendelse til arrangøren skal du kræve, ar de giver dig en ny rejse, som svarer til den aflyste.
- Får du ikke respons fra rejsearrangøren, eller hvis du ikke kan få en tilsvarende rejse, har du naturligvis mulighed for selv at købe en rejse. Efterfølgende kan du som hovedregel afkræve fra rejsearrangøren, at den står for alle udgifter.
- Vær opmærksom på din såkaldte tabsbegrænsningspligt. Denne pligt indebærer, at du ved købet af en ny rejse forpligter dig til at finde det billigste rejsealternativ. Gem eksempelvis screenshots af søgeresultater fra nettet som dokumentation for, at du aktivt har søgt efter den billigste løsning.
Din bagage er blevet væk – hvad kan du gøre?
Er du typen, der nøje laver en pakkeliste? Eller pakker du mere intuitivt? Uanset hvilken type pakker du er, er det frustrerende at miste bagagen på rejsen. Bliver din bagage forsinket, eller bliver den sågar ødelagt under rejsen, har flyselskabet ansvaret for erstatningen af dine ejendele. Den maksimale erstatningssum per person er cirka 10.000 kroner. Før du kan få erstatning, er det en forudsætning, at du har klaget. Din klagefrist er relativ kort, og følgende regler gælder:
- Er din bagage forsinket, men ankommer den senere til din destination? Så skal du klage indenfor 21 dage fra den dag, du fik din bagage i hånde.
- Dukker din bagage ikke op inden for de 21 dage? Eller har dit flyselskab meddelt, at din bagage ikke dukker op? Så skal du med det samme afkræve en erstatning.
- Er din bagage ødelagt ved ankomst? Så skal du indenfor syv dage opkræve erstatning.
Sådan klager du over en pakkerejse
Er det ikke flyrejsen, men selve din pakkerejse, du ønsker at klage over? Så har du mulighed for få kompensation, hvis du bærer klagen rigtigt an. Klag altid direkte til det selskab, hvor du har købt rejsen. Gør det skriftligt, så du kan dokumentere din klage. Klag allerhelst, mens du er på ferien. På den måde har din rejsearrangør bedre mulighed for at tage hånd om din klagesag. Er du stadig ikke tilfreds efter din hjemkomst, kan du med rette klage til din rejsearrangør igen. Du skal være sikker på, at din rejse omfatter to ud af følgende tre punkter, før den betragtes som en pakkerejse:
- Transport med fly, færge, bus og/eller tog skal være inkluderet.
- Indkvartering på hotel, ferielejligheder eller lignende er inkluderet.
- Services i form af udflugter, seværdigheder og/eller skikort er inkluderet.
En pakkerejse indbefatter også, at det er én rejsearrangør, der har tilbudt dig en samlet pris på to ud af tre ovenstående punkter. Rejsen skal vare mere end ét døgn – det vil sige, overnatninger skal være med i en pakkerejse.
Utilfreds med dit overnatningssted?
Du har formentligt en række forventninger til det hotelværelse, du har booket hjemmefra. Et par dage eller måske et par uger på et hotel kan for de fleste være tiltrængt. Derfor er det også din største skræk, hvis du låser op til dit værelse og bliver mødt af skidt og snavs, ødelagt aircondition, eller hvis værelset generelt ikke lever op til det lovede. Du bør altid klage så hurtigt som muligt til det pågældende hotel. Hotellet skal nemlig have en chance for at løse problemstillingen. Er hotellet ikke samarbejdsvillig og/eller ikke villig til at udbedre din anke? Så kan du tage klagesagen videre til en klagemyndighed i landet.
- Er der tale om et hotel eller feriested i Danmark? I så fald skal du indgive din klage til Ankenævnet for Hotel, Restaurant og Turisme.
- Har du købt et hotelværelse eller lignende gennem et dansk rejsebureau som en del af en pakkerejse? Så skal du klage til et relevant dansk ankenævn.
- Har du selv booket et hotelværelse eller lignende i udlandet, skal du tage kontakt til en relevant myndighed i det konkrete land. Er din rejsedestination indenfor EU, er der hjælp at hente ved Forbruger Europa.
Vil du klage over en lejet bil på din rejse?
Har du planlagt at køre rundt på din ferie, og har du lejet en bil hjemmefra eller i lufthavnen? I forhold til biludlejning kan der imidlertid opstå nogle problemer. Det kan eksempelvis være, at du bliver pålagt at betale for skader, du ikke har forvoldt. Det kan også være, at bilen ikke lever op til det, du har booket. Der er forskel på, om du har lejet en bil i Danmark og klager i Danmark, eller om du skal klage over biludlejning i udlandet.
Vil du klage over biludlejning i Danmark? I så fald skal du afgive din klage hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelse. Klagen indgår i en proces, og for at komme videre til step to, skal du betale 100 kroner. Efterfølgende vil styrelsen fungere som mægler mellem udlejningsfirmaet og dig som lejer. Findes der ikke en løsning, kan du gå videre med din klage. Dog skal det handle om et beløb på mere end 1.000 kroner.
Vil du klage over leje af bil i udlandet? Så skal du først sende en klage på skrift til udlejningsfirmaet. Vil biludlejningsfirmaet ikke hjælpe dig, skal du søge hjælp hos en relevant klageinstans i landet. Har du lejet en bil i et EU-land, kan Forbruger Europa være behjælpelig. Indgår biludlejningen i din pakkerejse, skal du henvende dig med din klage til dit rejsebureau. Får du ikke tiltrækkelig hjælp kan du henvende dig til Pakkerejse-Ankenævnet.
Artiklen er skrevet i samarbejde med Jørgen fra Clpolering.dk.