Inspiration til træningsdestinationer før de store stævner

Skal du snart deltage i et stort sportsstævne, kan det være, at du har brug for at tage på en træningstur eller to inden, så du er helt klar, når det først gælder. Det kan være en kæmpe fordel at tage på målrettede træningsture inden store stævner og løb, da du finder en anden fokus og skarphed på træningsture, end du har mulighed for at gøre herhjemme.

Du kan bruge træningsture inden for stort set alle sportsgrene. De er ikke kun målrettet til cykelryttere eller løbere. Du kan sagtens tage på en træningstur som tennisspiller, sejler eller et helt fodboldhold. Det er udbredt inden for stort set alle sportsgrene, og hvis det lyder som noget for dig, har vi her samlet lidt inspiration til, hvor du kan tage hen på din næste træningstur inden et stort sportsstævne.

Fuerteventura

Først og fremmest kan du overveje Fuerteventura, der via sin geografiske placering gør det til et af de bedre træningsmiljøer stort set hele året rundt. Selvfølgelig er der varmere om sommeren, men gennemsnittet ligger stadig kun på små 25 grader i de varmeste måneder, hvor mange andre lande sydpå byder på 5-10 grader mere i de varmeste måneder.

Øens landskab gør det oplagt til en aktiv sportsferie. Derudover går der direkte afgange dertil fra bl.a. København, hvilket gør transporten nem. Og hvad enten du skal cykle, løbe, svømme eller hvilken træning du nu engang har brug for at lave, kan du finde muligheder for det på øen.

Lanzarote

I samme kategori falder også øen Lanzarote, der ligesom Fuerteventura er en del af De Kanariske Øer. Lanzarote er nok mest kendt for Club La Santa, som er et meget populært feriecenter for os danskere, når vi skal bruge et bedre klima i vinterhalvåret til at komme i form. 

Lanzarote minder meget om Fuerteventura og byder også på de perfekte omgivelser til at træne både svømning, cykling og løb. Derudover finder du også en masse tennis- og volleyball-baner, så der er rigeligt med muligheder for at holde dig aktiv på en ferie til Lanzarote. 

Mallorca

Hvis du ikke har nogen interesse i de to første muligheder, kan du vælge en tredje, der også hører under det spanske flag, men som byder på et lidt andet og mere frodigt landskab end de to forrige. Mallorca bliver i særdeleshed brugt af cykelryttere fra hele Europa, der vil have både bjerge og bakker til at øve sig på.

Mallorca har flyforbindelser med stort set hele Europa, så det er muligt at komme dertil, næsten uanset hvor du rejser fra. Det er ikke sikkert, at vintrene er lige så lune som på De Kanariske Øer, men hvis det ikke gør noget, at det er et par grader køligere, tilbyder Mallorca det perfekte træningsmiljø.

Italien

Hvis du vil mere østpå, kan Italien også byde dig velkommen til et fantastisk træningsmiljø. Her finder du et hav af bjerge, som du kan træne benene på, og især Dolomitterne er et godt træningsområde til især cykling. Ellers er det også perfekte omgivelser for flotte løbe- og vandreture. 

Alt afhængig af hvilket klima du ønsker at træne under, kan du selv vælge hvor i Italien du har lyst til at rejse til. Der er også masser af resorts, som tilbyder træning for mange andre sportsgrene, så lad være med at slå Italien af bordet, bare fordi du ikke lige har lyst til at bestige Dolomitterne på den tohjulede. Og hvis du vil være sikker på at have rigeligt med gode kulinariske muligheder både før og efter træningen, er Italien nok ikke et dumt sted at tage hen.